Se også Teknisk Insolvens – (kilde: Wiki)

Hvornår leder teknisk insolvens til insolvens?

Et simpelt eksempel på teknisk insolvens som ikke fører til egentlig insolvens ville være en person, som har negativ egenkapital i en belånt ejendom, ingen andre aktiver, men en indtægt som er tilstrækkelig til at han kan servicere lånet.
En virksomhed kan også blive teknisk insolvent igennem tilsvarende fald i egenkapitalen eller igennem store udgifter, som ikke kan kapitaliseres, som f.eks forskning, men stadig være solvent fordi der er et cashflow. Mange store firmaer opererer permanent på denne måde.

På den anden side kan en virksomhed som er teknisk solvent, men som ikke længere er profitabel, nemt blive insolvent.
Gensalgsværdien af aktiver er ofte langt lavere end deres bogførte værdi. I nogle sektorer, som f.eks indenfor bankvæsenet, kan det ofte være nyttigt at tage med i overvejelserne om en virksomhed ville være teknisk solvent, hvis alle dens aktiver blev realiseret på markedet.

Juridisk set byder teknisk insolvens ikke på nogen problemer i sig selv (i Danmark).
En person kan kun erklæres konkurs af retten efter anmodning fra ham selv eller en kreditor, som ikke har fået sine penge.
En teknisk insolvent virksomhed er fri til at fortsætte med at handle så længe som ledelsen med rimelighed mener at firmaet kan fortsætte med at betale sin gæld, og så længe at en ikke betalt kreditor ikke anvender domstolene til at gennemtvinge en likvidation.
En person eller en virksomhed er insolvent, hvis vedkommende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og betalings udygtigheden ikke må antages at være forbigående (vedkommende er illikvid) – (kilde: Wiki)

Penge i praksis

Penge som bytteværdi

Derved var pengenes møntfod knyttet til værdien af metallet, og det blev muligt at kontrollere dem ved hjælp af en vægt, sådan som man f.eks. gjorde i vikingetidens Norden. Senere sørgede konger og fyrster for at præge mønter, der bar deres navn og signatur som garanti for mønternes lødighed. Fristelsen til at blande uædelt metal i mønterne var dog ofte meget stor, og dermed indledte man en lang historie om pengeforringelser, som medfører inflation i varepriserne.

Penge som rigdom

Med indførelsen af penge blev det også muligt at opspare værdi, som kunne omsættes til varer på et senere tidspunkt. Tidligere var man underlagt risikoen for, at ophobede varer (f.eks. korn, æbler eller fisk) kunne fordærves og tabe deres værdi, men med pengene blev denne ulempe fjernet. Hvis man forudsætter, at samfundet havde privat ejendomsret, blev tilfældigheder (arv, ægteskab, andres gavmildhed) eller egen dygtighed (arbejdsevne, arbejdsvilje, sparsommelighed, nøjsomhed osv.) afgørende for, hvem der blev rige.

Penge som valuta

I de fleste lande anvender man i dag en kombination af mønter og pengesedler, og det er underforstået, at der er en vis dækning for pengenes pålydende værdi. Man kan dog ikke længere forlange sine penge omvekslet med f.eks. guld eller sølv. I dag relateres pengenes værdi derfor ofte til forhold som landets produktionsoverskud, dets handelsbalance overfor udlandet, statsgældens størrelse, centralbankens penge- og rentepolitik og landets trækningsrettigheder i den Internationale valutafond.

Pengenes (eksempelvis kronens) værdi, kan derudover relateres til valutaens kurs (bytteforhold) overfor andre valutaer. I praksis er det således de globale valutamarkeders aktører (dvs. banker/interbanknetværk og valutaspekulanter) der fastsætter værdien af en bestemt valuta. Når dette er tilfældet, så skyldes det at spekulativ valutahandel er den største økonomiske aktivitet overhovedet, målt på omsætning.

Så hvor de underliggende makroøkonomiske forhold kan påvirke en valutakurs (jf. traditionelle økonomiske forklaringsmodeller for pengenes værdifastsættelse), er det reelt det spekulative markeds reaktion (eller overreaktion) på disse forhold der er bestemmende for den egentlige kursværdi. Idet størstedelen af volumen i valutamarkedet er spekulativ, vil det således betyde, at det snarere er valutaspekulantens interesse i en spekulativ kursgevinst (og hans ageren i den henseende) som bestemmer værdien af det samfundsmæssige byttemiddel vi kalder penge – ikke (kun) makroøkonomiske forhold.

Penge som udtryk for værdsættelse

I sin revolutionerende bog “En anderledes bog om penge – bryd pengespillet og få et liv i overflod” introducerer Robert Scheinfeld en filosofi hvor penges funktion er udelukkende symbolsk – nemlig som udtryk for værdsættelse. Her er det selve den symbolske handling der tæller – og ikke pengenes konkrete mængde i form af kroner og ører. Interessant nok er det en filosofi og en udviklingsvej der i sidste ende fører til ægte økonomisk frihed.

Penge i teorien

Teoretisk set defineres penge som økonomiens mest omsættelige aktiver, der dagligt bruges som betalingsmiddel. Herved afgrænser definitionen af penge sig fra mindre likvide aktiver såsom aktier, obligationer og malerier, som ikke kan bruges som betalingsmiddel i den daglige handel. Penge har tre karakteristika:

* 1) Penge er et byttemiddel, dvs. at man kan bytte det med vare.
* 2) Det er en måleenhed, dvs. at priserne sættes i et antal penge
* 3) Værdiopbevaringsmiddel, dvs. at man kan opbevare værdi ved at have penge liggende.

Desuden skelner man mellem hhv.

* 1) Varepenge, hvor pengene har indre værdi. For eksempel var guldmønter varepenge, da værdien af møntvaren var det samme som værdien af guldet. For at ting kan optræde som varepenge kræves det bl.a., at det skal være let at bære rundt, ikke let kunne forfalskes, og være nogenlunde uden for fare for at gå i stykker.
* 2) Fiatpenge, som er penge uden en indre værdi, men hvor det udelukkende er tiltroen til, at den næste køber/sælger i rækken også vil acceptere pengene som betalingsmiddel, der får dem til at blive penge.

Teoretisk er der desuden stor forskel på penge og pengemængden.

Penge – Lån Penge Kilde: Wiki

Dækningsbidrag = Omsætning – Variable omkostninger (eller stykomkostninger)

Ved at sætte det beregnede dækningsbidrag i forhold til omsætningen får man en procentværdi, som kaldes dækningsgraden.

De to betegnelser er faste bestanddele i “Det dobbelte Bogholderi” – dobbelt, fordi man altid angiver de to posteringer: 1) Hvor kommer pengene fra (kredit) og 2) hvor kommer pengene hen (debet).

Eksempel: Jeg køber en sav for 400 kr, og kassen betaler. Jeg skal anvende de to konti: 1) Kasse og 2) Værktøj

Debet     Kredit
Kasse                          400 kr
Værktøj   400 kr

Pengene går fra den ene kasse til den anden – fra Kasse til Værktøj. (hvor kontoen Værktøj i virkeligheden bør forstås som Isenkrammerens kasse, eller endnu mere præcist, summen af alle de værktøjhandlendes kasser, med andre ord de penge man har anvendt til værktøj.

Når moms skal med i billedet bliver bogføringen således:

Debet      Kredit
Kasse                          500
Værktøj    400
Købsmoms               100

En trekantspostering. Der er gået 500 kr ud af kassen (kredit). Pengene er gået til værktøj (400 kr debet) og til købsmoms(100 kr debet). De 400 kr modsvares af en vare, en sav, så her er handlen afsluttet. De 100 kr til købsmoms er ikke modsvaret af noget, og er derfor et lån. De penge har jeg til gode hos Skat. Kontoen købsmoms skal altså forstås som Skat  i rollen som låntager.

Bemærk at bogføringen af en transaktion altid munder ud i en situation, hvor der er anført lige meget i de to kolonner debet og kredit. Et beløb tages fra et sted og placeres et andet sted. Det samme beløb i kredit og i debet. Uanset hvor mange transaktioner der er bogført, vil der hele tiden være angivet lige meget i debet og kredit. Det er nøglen til det magiske og essentielle ved det dobbelte bogholderi, nemlig, at når man lægger alle tallene sammen i debetkolonnen og i kreditkolonnen, så skal det give samme beløb! og gør det ikke det, ved man at der er begået en fejl. Denne checkmulighed har været en virkelig kvalitet igennem århundreder, hvor man førte regnskab med håndkraft. I dag, hvor man har computere til rådighed, har man ikke brug for denne specielle checkmulighed.

Specielt

Man kunne udskifte kredit med minus og debet med plus. På den måde ville “Det dobbelte Bogholderi” komme mere i pagt med tidens matematik, og en væsentlig hindring for den umidelbare forståelse af et regnskab ville forsvinde. Bogføringen ville så komme til at se således ud:

Køber en sav med moms:

Kasse………….- 500 kr

Værktøj………+ 400 kr

Købsmoms….+ 100 kr

For en enkelt transaktion gælder som det ses, at summen af posteringerne er 0. Pendent til ovennævnte kolonneregel: Sum af samtlige posteringer i regnskabet skal altid være 0.

Saldoen i de enkelte konti fremkommer som summen af samtlige posteringer på de enkelte konto. Når man arbejder manuelt, er det besværligt at + og – poster står i samme kolonne, men det er ikke noget problem, når det er en computer der foretager beregningerne!

Ved annuitetslån betaler låntager et fast beløb (annuitetsydelsen eller blot annuiteten) på hver terminsdato. Beløbet dækker både renter og afdrag på gælden. I starten vil størstedelen af beløbet være renteomkostninger, men en stadigt større del af beløbet vil med tiden blive afdrag på gælden. Annuitetslån anvendes typisk ved huskøb, men er i dag blevet en mere almindelig lånetype og anvendes de fleste steder.

Realkreditinstitutternes annuitetsobligationer modsvarer puljer af annuitetslån ydet gennem en vis periode. Selvom lånene er annuiteter, er obligationernes samlede betalingsrække, som modsvarer ydelser fra lånene, normalt ikke en annuitet, da lånene ikke alle er ydet på samme tidspunkt og derfor har udløb på forskellige tidspunkter.

Annuitetsopsparing er en opsparingsform, hvor der hver termin indsættes et beløb på en konto til en given rente. Opsparingen vil vokse hurtigere med tiden.

Annuitetsformlen:

Der er en simpel sammenhæng mellem størrelsen af en annuitets faste betalinger og nutidsværdien heraf. Med konventionen, at betalinger sker ved udgangen af en termin, findes nutidsværdien PV ved:

PV = v * ((1+r)n  – 1) / ((1+r)n *r)

hvor v er annuitetens faste betaling, r er den faste diskonteringsrente og n antallet af terminer.

I praksis, fx ved realkreditlån, justeres beregningen for en første og sidste periode, der ikke er en hel termin, kaldet en skæv termin. Skæve terminer anvendes, når det ønskes, at terminsdatoerne kan lægges på bestemte kalenderdage, fx den første i hvert kvartal, selvom lån eller indlån etableres på en dato, der ikke selv er en sådan dato. Den første, skæve termin løber da fra etableringen til den første terminsdato.

Långiver siges at have en fordring på låntager.

Karakterisering af pengelån

En pengefordring, fx en obligation, er typisk givet ved

* sit pålydende, også kaldet hovedstolen
* en regel for tilbagebetaling af hovedstolen, kaldet afdragsprofilen eller amortisationsforløbet
* en regel for rentebetaling
* en regel for rentefastsættelsen

Lån, hvor det beløb, der blev udvekslet ved lånets stiftelse, er lig pålydende siges at være ydet til pari. Modtager låntager ved stiftelsen et mindre (alternativt større) beløb end pålydende, siges lånet at være stiftet ved underkurs (alternativt overkurs).

Perioden mellem tidspunktet for lånets stiftelse og tidspunktet for den sidste betaling, udløbstidspunktet, kaldes lånets løbetid. Tidspunkter for betalinger på lånet kaldes terminer, og oftest er der 1, 2, 4 eller 12 lige fordelte terminer på et år (alternativt anvendes begrebet termin for perioden mellem to terminstidspunkter).

Betalinger på et lån opdeles typisk i rente og afdrag, hvor summen af afdrag over lånets løbetid normalt er lig hovedstolen. Restgælden på et givet tidspunkt er hovedstolen fratrukket alle tidligere betalte afdrag. Et lån, der kun har ét afdrag, nemlig på udløbstidspunktet, kaldes et stående lån. Et lån, der har samme afdrag hver termin, kaldes et serielån.

Rentebetalingen på et terminstidspunkt beregnes typisk på baggrund af en tidligere fastsat rentesats, på obligationer kaldet kuponrenten, delt med antal terminer pr. år og ganget med restgælden inden afdraget på samme termin. Hvis rentesatsen er konstant i hele lånets løbetid, siges lånet at være fast forrentet, og ellers kaldes det variabelt forrentet.

Et fastforrentet lån, hvor summen af afdrag og rentebetaling er det samme på hvert terminstidspunkt, kaldes et annuitetslån.

Et lån uden udløbstidspunkt, og hvoraf der derfor kun betales rente, kaldes et uamortisabelt lån eller en perpetuitet.

Sikkerhed

Det er ofte en betingelse for pengelån, at låntager stiller sikkerhed for lånet. Sådan sikkerhed kan være

* pantsætning, enten i form af
o håndpant, hvor debitor fysisk afgiver det pantsatte, som f.eks. ved give kreditor værdipapirer som sikkerhed
o underpant, hvor kreditor modtager et tinglyst pantebrev i aktiver tilhørende debitor (fast ejendom, løsøre, bil eller lignende).

* Kaution, hvor en eller flere kautionister påtager sig at indfri lånet, såfremt debitor er ude af stand til det.

* Bankgaranti, hvor en bank (mod betaling) indestår for tilbagebetalingen

* Forsikring, som kan tegnes mod manglende betaling i tilfælde af manglende betaling fra en debitor pga. dødsfald eller invaliditet.

Debitors pligter

I Danmark gælder gældsbrevsloven, hvis bestemmelse i §3 ofte som huskeregel gengives som pengeskyld er bringeskyld (med fortsættelsen: anden skyld er henteskyld) og udtrykker, at debitor ved pengelån har pligt til at betale de aftalte ydelser, men yderligere skal gøre dette til rette tid og på rette sted. Rettidig betaling indebærer, at det er debitors ansvar at ydelsen kommer långiver i hænde inden betalingsfristens udløb, mens rette betalingssted er det af kreditor anviste betalingssted.

Der ligger også i bestemmelsen, at eventuelle omkostninger ved betalingen afholdes af debitor.

Kreditrisiko

Et lån, hvor en aftalt betaling ikke er sket, siges at være misligholdt, og låntager siges at være i restance.

Typisk kan långiver opsige et lån til umiddelbar indfrielse, hvis restancen har varet længere end en vis periode, og er der stillet sikkerhed for lånet, vil kreditor kunne søge denne realiseret. Samtidigt vil låntager typisk skulle betale en højere rente, kaldet morarente, og et gebyr.

Risikoen for misligholdelse og for tab for långiver som følge heraf, kaldes kreditrisiko.

Låntagere i større lån, herunder internationale obligationslån, vil ofte have underkastet sig en kreditvurdering af et kreditvurderingsbureau (ratingbureau), der udarbejder en bedømmelse af kreditrisikoen og tildeler en karakter (rating), der udtrykker denne.

Åop blev lavet da der var for mange pengeinstitutter og firmaer der
gav ekstremt lave renter på deres udlån og derved kunne lokke mange
kunder til, blot for at snyde dem ved at ligge store skjulte omkostninger
gemt ind i deres lån i form af ekspeditionsgebyre, renters rente osv.
Det er i dag ved lov at alle der tilbyder lån og diverse former for afdrag,
skal oplyse kunderne om ÅOP og det skal også stå i deres reklamer og på eventuelle
skilte/brochure i forretninger hvori de arbejder.